Menu

Optakt: Sydfynske oprykkere venter

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
02. juni 2022 kl. 20:43
SfB/Oure - B1909, fredag d. 3/6 ‘22, kl. 18.30

Dobbelt Burana og én enkelt fra Frederiksen, samt et par kampafgørende redninger fra keeper Christian Kjer, var opskriften på sidste weekends forløsende hjemmesejr over topholdet OKS. Forløsende, fordi vi gentagne gange i foråret har oplevet manglende skarphed og marginaler, særligt sidst i kampene. Og endelig gav arbejdet bonus - med et rødt sejrsmål til 3-2 i overtiden.

Fredag aften gælder det endnu et tophold, når B1909 gæster rækkens helt suveræne duks og nykårede 3. divisionshold fra Svendborg/Oure. Sydfynboerne har med vanlige kombinationer og indstuderede skabeloner sat modstanderne på plads en efter en. Og med en udesejr mod nærmeste forfølger, OKS, blev oprykningen reelt sikret allerede for et par uger siden. Herfra skal der lyde et stort tillykke med oprykningen og den flotte sæson.

Når det er sagt - så tjekker de røde drenge naturligvis ind med en ambition om en odenseansk udesejr. Vi håber at champagnen stadig sidder en smule i kroppen på værterne, og samtidig skal vi naturligvis holde fast i den opadgående formkurve, som Kim Jørgensens udvalgte har vist i de seneste uger. Opskriften har først og fremmest været hårdt arbejde, løbevillighed og skarphed i de afgørende situationer i begge ender. Elementer, som der for alvor er brug for fredag aften i Svendborg, hvis de sejrsvante akademispillere skal kunne bydes op til dans. Og uanset, så venter der forhåbentlig en seværdig kamp, til glæde for de røde supportere og lokale tilskuere.

B1909 må fortsat undvære Rune Corfitzen, der er ude med en skade. Til gengæld er Jakob Tonnesen og Mass Sise tilbage efter karantæner, mens Emil Thomsen modsat har optjent point til en dag i skyggen, i regnskabet for antal gule kort.

Cheftræner Kim Jørgensen har udtaget disse 16 spillere:

Christian Kjer
Alexander Brems
Marco Bertelsen
Christian Jørgensen
Daniel Winther
Visar Aliti
Jonas Lund
Burana Saenkham
Izunna Uzochukwu
Christoffer Kirud
Jakob Tonnesen
Nicolai Frederiksen
Ali Al-Rabiey
Bekir Demirovic
Mass Sise
Kingsley Amoakohene

Vel mødt!

 

Luk