Menu

Optakt: Topbrag på 3F Gillested Park

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
28. september 2023 kl. 21:44
B1909 - Marienlyst, lørdag d. 30/9 ‘23, kl. 14.00

B1909 inviterer lørdag til topopgør i Danmarksserien, når rækken nummer 1 og 3 krydser klinger på 3F Gillested Park. Rækkens suveræne duks, naboerne fra Marienlyst, tager de få kilometer fra Windelsvej over Kertemindevej, for at møde de formstærke niere. Et godt gedigent top- og lokalbrag - så bliver det ganske enkelt ikke bedre.

B1909 hentede som bekendt en fornem 1-0 sejr med hjem fra OKSon Park, og det var samtidig den fjerde sejr på stribe og femte kamp i træk uden nederlag. Det er imponerende arbejde af cheftræner Andreas Bech og hans team, og naturligvis af de røde spillere. Det er vist længe siden at vi har kunne præstere så flot en stime, og ‘præmien’ høster drengene lørdag, når der endelig kan bydes på et DS-topopgør på eget græs.

Gæsternes vilde efterår har budt på imponerende 6 sejre i 7 kampe, kun afbrudt af et udebanenederlag i Horsens, der aktuelt indtager 2. pladsen. Med solide 18 point har Marienlyst igen kurs mod oprykningsslutspillet, og målet er ganske givet at vende retur til divisionerne.

B1909 må igen undvære målmand Jakob Fechtenburg, der er på udlandsrejse. Mass Sise, vores egen og DS-kredsens topscorer, er til prøvetræning på Færøerne, og er derfor også ude af den røde trup. Og så blev Daniel Winther skadet mod OKS, og sidder derfor over i lørdagens kamp. Til gengæld fik Marco Bertelsen et glædeligt comeback, og er med igen, ligesom Bekir Demirovic og Isa El-Enazi er tilbage i truppen.

Cheftræner, Andreas Bech, har naturligvis respekt for lørdagens gæster, og vælger at fokusere på det positive, trods savnet af ovennævnte trio:
-“Marienlyst har en virkelig spændende trup, med især mange dygtige offensive spillere. De laver rigtigt mange mål og chancer. I mine øjne er de i spil til pladsen om oprykning til 3. division, for de har holdet til det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få presset dem på banen, og igen være det hold som vil det mest. Vi mangler nogle dygtige spillere, men jeg glæder mig helt vildt til at nogle nye får chancen”.

-“Det var en hektisk kamp mod OKS, som er et hold med en fed energi og masser af fysik. Vi havde det svært i de første 20 minutter, men derfra synes jeg, at vi spillede en ganske fin kamp. Vi lignede et hold som ville det mest, og derfor mener jeg også, at vi fortjent vandt kampen. Vores indskiftere kom ind og gjorde en rutineret forskel, da kampen skulle køres hjem”, lyder det fra Bech.

På spørgsmålet om årsagen til de få indkasserede mål, siger cheftræneren:
-“Når man spiller til 0 er man sikret minimum 1 point, og det er vigtigt at få point i banken hver weekend. Vi har fået skabt en defensiv base og ro på holdet, men det kommer gennem vores offensive og aggressive pres. Vi er ikke et hold som går ned og står dybt, men vi forsvarer højere på banen. Derudover har begge vores målmænd været dygtige, når det var nødvendigt. Vi håber både dygtighed og held fortsætter i den defensive del”, slutter Bech.

Cheftræner Andreas Bech har udtaget denne 17-mands trup:

Christian Kjer
Niclas Henriksen
Hussein Al-Rabiey
Marco Bertelsen
Eirik Stedje
Visar Aliti
Isa El-Enazi
Izunna Uzochukwu
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Magnus Rahbek
Nicolai Frederiksen
Jonas Lund
Bekir Demirovic
Karl Emil Callesen
Sami Abou Chawk
Hussain Musafa

Vel mødt!

 

Luk