Menu

Fra Sydvest mod øst

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
06. maj 2016 kl. 13:14
Lørdagens kamp i Rishøj er vital for begge klubber.

Efter sejren i Varde og den pointmæssige opblomstring, kom de røde atter ned på jorden, da topholdet fra FC Sydvest sejrede med 3-1 i Mosen. En lige kamp mellem to jævnbyrdige hold, men med kynismen som den udslagsgivende faktor, og endnu en gang ikke i niernes favør. Vi har virkelig ikke tur i den i dette forår.

Imens vi kæmper med os selv, suser livet videre i Danmarksserien, hvor det for alvor strammer til omkring den famøse nedrykningsstreg. Ingen ved hvor mange hold der i sidste ende skal ud, men én ting er helt sikkert; grøften bliver dybere for hver runde uden point.

Kigger vi isoleret på de to seneste kampe, kan vi imidlertid godt tillade os en vis tilfredshed. Tre points mod to formstærke modstandere, er vel egentlig okay. Sejren i Varde var flot, mod et hjemmehold med fire sammenhængende sejre i bagagen. Det samme havde FC Sydvest, og selvom resultatet antyder noget andet, så var vi ikke langt fra at komme på tavlen.

Vi er i spillemæssig fremgang, og dét skal vi holde fast i, ikke mindst mentalt. Det værste vi kan gøre i denne situation er, at grave vores egen grøft dybere, ikke mindst i måden vi omtaler os selv på. Vi skal løfte brystet, stå sammen og kæmpe for fællesskabet.

Lørdagens modstander fra Rishøj ligger lige under os i tabellen. De er uden sejr i de seneste tre kampe, og arbejder ligesom os selv for at komme væk fra bunden. Otte point er det blevet til i foråret, hvoraf de syv er hentet på hjemmebane. Så selvom det umiddelbart kunne ligne en mere spiselig modstander end de to foregående, så er der al mulig grund til at have stor respekt for sjællænderne!

Meldingerne fra det røde lazaret er, at Kasper Baden meldes klar til kamp. Det samme er Joachim Hansen, som indtog en bænkeplads under den seneste hjemmekamp, men i sidste ende blev vurderet for småskadet til at komme på banen. Marc Eliasen og Martin Nielsen træner også med igen, men bliver ikke klar til lørdagens kamp i Rishøj. Tais Holm Christensen, Sebastian Fiege, Edo, og Burana Saenkham er også fortsat ude. Jacob Rasmussen sidder over af familiemæssige årsager, mens unge Mikkel Jensen - som fik officiel debut mod FC Sydvest - har fået genvalg. At Baden afløser Jacob Rasmussen er således eneste ændring i truppen.

Luk