Nederlag i Paarup Parken

B1909 tabte forårspremieren, da de røde mandag, 2. påskedag, blev besejret med 2-1 hos TPI. Tais Holm Christensen udlignede for nierne undervejs.
Lad det være sagt med det samme: B1909 leverede en svag præstation i årets første turneringskamp, mod et anderledes veloplagt Tarup/Paarup-mandskab. På værternes kunstgræs havde nierne en vanskelig dag, hvor det ellers velkendte kombinationsspil aldrig rigtig fandt en rytme.
Den tidligere B1909-spiller, altid kontroversielle Anders Fønss, stjal billedet fra kampens start, hvor han med sin velkendte aggresivitet gjorde ondt på gæsternes forsvar. Og kampen var da også blot syv minutter gammel, da Fønss - godt hjulpet af den stærke vind - hamrede bolden i nettet, fra omkring 20 meters afstand. Det lignede et hårdt indlæg, men på finurlig vis sejlede bolden over i det lange hjørne, uden chance for debuterende keeper, Kim Larsen.
TPI dikterede det meste i en jævn første halvleg. Godt nok var boldbesiddelsen omkring 50/50, men hjemmeholdet sad på duellerne og var konstant giftige i deres omstillinger. B1909 forsøgte at holde bolden i egne rækker, men det lykkedes kun sjældent, og efter 3-4 afleveringer var bolden tabt. Udefra set var der simpelthen vilje og energi til forskel i første halvleg, hvor de røde sjældent blev farlige.
Alligevel kom nierne bedre med, som halvlegen skred frem. Og nærmest ud af ingenting, fik Tais Holm Christensen udlignet, da han fulgte op på en clearing fra målmanden. 1-1 omkring den halve time. Desværre varede glæden kun i fem minutter, inden værterne atter kom i front. Et kontrastød endte på venstrekanten, hvorfra et indlæg blev slået ind i feltet, hvor tårnhøje Mathias Kristensen nettede til 2-1. Passivt forsvarsspil, og fornyet energi hos hjemmeholdet.
Stillingen holdt til pausen, hvilket Kim Larsen har æren for. En fremragende blokering mand/mand, gjorde, at nierne kun var nede med én ved sidebyttet. En svag og usammenhængende halvleg for gæsterne, mod et tændt hjemmehold, anført af Anders Fønss.
Mads Halskov benyttede pausen til nogle rokader. Lund blev ofret for Junior, og Munk blev sendt i front sammen med Tais. Sideløbende valgte TPI at stille sig længere tilbage, være mere afventende, og leve på deres farlige omstillinger. Så var der ligesom lagt op til de sidste 45 minutter.
Halvlegen forløb med massiv rød boldbesiddelse, mens hjemmeholdet levede på kontrastød. Nierne fik dog sjældent omsat det megen spil til reelle målchancer, dertil manglede den sidste opfindsomhed og kvalitet. De største muligheder tilfaldt genkomne Mathias Munk og indskiftede Sebastian Fiege, men den sidste skarphed manglede.
Selvom værterne stod langt tilbage, var de som nævnt giftige på deres omstillinger. Og reelt var de tættere på 3-1, end nierne var på en udligning. Anders Fønss var tættest på, da hans knaldhårde langskud prellede af på stolpen.
Halvlegens højdepunkt indtraf med godt et kvarter igen. En overtændt Anders Fønss blev udvist, efter at være blevet præsenteret for to gule kort indenfor få minutter. Det sidste burde have udløst rødt i sig selv, da Fønss chikanerede Junior Gensø med ubehagelige kommentarer, direkte møntet på Juniors hudfarve. Utilstedeligt, hvilke udløste frustationer i begge lejre. Som konsekvens måtte en ellers stærkt spillende Anders Fønss eskorteres fra banen af hjemmeholdets ledere, i forsøget på at holde angriberen fra yderligere konflikter. Ærgerligt for den talentfulde spiller, at temperamentet ikke kan tøjles.
Med en mand i overtal pressede B1909 yderligere på, blandt andet med flere lange bolde ind i feltet. Men det hele løb ud i sandet, og det samme gjorde tiden, og et åbningsnederlag var en kendsgerning. En fuldt fortjent sejr til Tarup/Paarup, som simpelthen viste mere energi og vilje på dagen, mod et søvnigt nier-mandskab.
Stemningsbilleder og liveopdatering kan ses på facebook.com/B1909dk, hvor der også er videointerview med cheftræner Mads Halskov.
Tarup/Paarup IF - B1909 2 - 1 (2 - 1)
Mål:
1-0 Anders Fønss (7.)
1-1 Tais Holm Christensen (29.)
2-1 Mathias Kristensen (34.)
Tilskuere: 452 i Paarup Parken
Rødt kort:
Anders Fønss, Tarup/Paarup IF (74.)
Startopstilling:
Målmand: Kim Larsen.
Forsvar: Mads Damgaard, Rasmus Mariager, Kasper Baden.
Midtbane: Mathias Munk, Emil Thomsen, Burana Saenkham, Jacob Mouritsen, Nicolas Jørgensen, Jonas Lund.
Angreb: Tais Holm Christensen.
Indskiftninger:
Jonas Lund ud, Junior Gensø ind (45.)
Rasmus Mariager ud, Christian Tang ind (67.)
Nicolas Jørgensen ud, Sebastian Fiege ind (75.)