Optakt: B1909 gæster Esbjerg i comeback

B1909 gør comeback i Danmarksserien lørdag, efter et lynvisit i den lokale Albaniserie, hvor det som bekendt blev til én enkelt sæson. Thorhøjs tropper gæster 1. divisionsklubben Esbjerg fB, hvis reelle andethold er placeret i pulje med de røde oprykkere.
Det er altid med en vis portion spænding at man går ind i en ny sæson. Ingen kender helt niveauet, hverken hos modstandere eller i egne rækker. Vi har naturligvis et vist kendskab og en masse formodninger, men det er først når det bliver alvor, at tingene skal stå sin prøve.
Én ting er dog helt sikkert: B1909 er tilbage i Danmarksserien, sprængfyldt med selvtillid, efter et forrygende forår i Fyns bedste række. En suveræn oprykning, fastholdelse af succestruppen, suppleret med nogle nye spillere - det tegner umiddelbart positivt!
Søren Lærche er retur fra Marienlyst, og han har vist imponerende takter i opstarten. Senest scorede han sejrsmålet i testkampen på Højfyn, hvor han nærmest løb fra det ene mål til det andet, og satte et halvt hjemmehold af på vejen!
Målmanden Niclas Bech er kommet til fra Rishøj, og har givet sund konkurrence til vores normale førstevalg, Kim Larsen. Det er vigtigt at vi har kvalitet på alle positioner, og at der skal kæmpes om pladserne. Kun på den måde øger vi den afgørende fokusering.
Rutinerede Casper Kruse er ligeledes retur, efter en lang divisionskarriere i flere fynske klubber. Kruse bliver en vigtig spiller, som med sin store erfaring kan støtte de unge talenter både på og udenfor banen. Kruse er tiltænkt en rolle i midterforsvaret, hvor han skal supplere André Malmkvist og Mikkel Jensen.
Nicolai Dalager er desværre ude på ubestemt tid, efter et slemt uheld under træningen. Der er tale om et brud på skinnebenet, ligesom der er skader i både fod og knæ. En trist oplevelse for det unge forsvarstalent.
Dalager er sammen med Jonas Lund de eneste på skadeslisten, hvor sidstnævnte så småt kan ane et comeback. Det er forventningen at Lund snart kan komme i spil igen, og dermed øge konkurrencen i højre side.
Manager, Thomas Thorhøj, har stået i spidsen under opstarten i juli og august, og kalder den for hektisk og en smule kaotisk. Det er altid udfordrende med en kort opstart, hvor mange stadig er ferieramte. Og med blot tre testkampe på programmet, var det en streg i regningen, at Næsby udeblev fra den aftalte træningskamp. Heldigvis har spillerne taget udfordringerne med oprejst pande, og weekendens sejr over SSV Højfyn, hvor der var otte afbud, viser med al tydelighed, at der er vilje og sammenhold i det røde omklædningsrum.
-'Vi har ligget på omkring 15-20 mand til træning, fået tilført nogle spændende spillere, og har hold på stort set alle fra foråret. Så vi kan kun være godt tilfredse på nuværende tidspunkt', siger Thorhøj.
-'Målsætningen for efteråret er at bide os fast i DS, gerne i den øverste halvdel. Og så må vi se hvad foråret og vinterens opstart bringer os', lyder det fra manageren.
-'Det bliver en svær kamp i Esbjerg, som er et stærkt hold. Vi skal vænne os til nogle bedre og mere ærgerrige hold, i forhold til niveauet i Albaniserien. Derfor håber jeg også på støtte og opbakning, fra Fyns bedste fans fra B.1909 SUPPORT', slutter Thorhøj.
Vel mødt!