Menu

Optakt: Nostalgi-brag på Gillested Park

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
17. august 2017 kl. 19:13
B1909 - B1913, fredag 18/8 '17, kl. 18.30

Det dufter en smule af fordums storhed i odenseansk fodbold, når de to traditionsklubber, B1909 og B1913, fredag aften mødes på niernes anlæg på Gillestedvej. En fynsk fodboldklassiker mellem De Røde og De Blå, som ganske passende er blevet døbt 'nostalgi-brag'.

Værterne fra B1909 er tilbage i Danmarksserien, hvor gæsterne fra Campusvej i forvejen var inventar. De to klubber kæmper fortsat for en tilbagevenden til divisionerne, hvor begge uden tvivl føler at høre til. For vores vedkommende var opholdet i Albaniserien et utilsigtet bump på vejen, men omvendt har degraderingen paradoksalt nok været med til at styrke klubben.

Manager, Thomas Thorhøj, melder om fin stemning i den røde trup, ovenpå fire points i de første to kampe. Spillerne ser frem til et spændende lokalopgør, som samtidig er efterårets første optræden på eget græs - som desuden er nyanlagt og ser fremragende ud! Håbet er at mange fynske fodboldelskere vil lægge vejen forbi Gillested Park, til en kamp som Thorhøj uden tøven kalder 'romantisk'. Man er tilbøjelig til at give ham ret. Der er altså bare noget særligt over disse årstals-opgør.

-'Vi tager indsatsen fra 2. halvleg i Sønderborg med os, hvor vi scorer fire mål på 45 minutter. Det er stærkt i Danmarksserien. Vores udfordring fredag og resten af efteråret bliver dog, at vi ikke lader modgangen fylde for meget, når vi spiller. Det er nogle andre præmisser vi møder nu, end i forårets Albaniserie', lyder det fra Thorhøj.

-'Jeg tror at det bliver en fremragende kamp mellem to stærke hold, som ikke vil give noget væk. B1913 mangler stadigvæk en sejr i DS, og den vil de sikkert gerne have fredag. Men vi er klar til kamp, og vil gøre alt for at de tre points indsættes på den røde konto', slutter Thorhøj.

Vel mødt!

Luk