Menu

Optakt: Topholdet gæster Gillested Park

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
29. april 2016 kl. 15:08
Danmarksseriens duks fra FC Sydvest gæster lørdag B1909, som endelig er tilbage på sporet, efter sejren i Varde.

B1909 mod FC Sydvest. Det er dagens menu på Gillested Parks grønsvær. Inden sæsonen var kampen formentlig blevet omtalt som et topopgør, måske oven i købet ét af den slags, som kunne afgøre dele af oprykningskampen. En dyst mellem to af rækkens stærkeste mandskaber.

I efterårets omvendte møde sejrede de røde med 2-1, efter en intens og tæt kamp. B1909 stod stærkt i forsvaret, arbejdede knaldhårdt, og var konstant farlige i omstillingerne. En lidt atypisk situation for os, da vi normalt er spilstyrende, men mindre direkte. Forklaringen i denne kamp lå nok mest i hjemmeholdets styrker, da Sydvest på mange måder spiller og tænker fodbold ligesom os selv. De pressede således også spillet frem via mange kombinationer, og dermed var scenen sat til et omstillingsparat rødt gæstehold.

Sidenhen kom en række mindre gode resultater, hvilket desværre blev forstærket efter nytår, med fire indledende nederlag på stribe. En ganske forfærdelig stime, som har bragt os fra drømme om oprykning, til frygt for nedrykning. Så slemt går det forhåbentlig ikke, selvom alle omkring holdet er ramt på både selvtillid og stolthed.

Vendepunktet indtraf forhåbentlig i lørdags, hvor B1909 endelig kom på tavlen. En vital 2-1 sejr blev hentet i Varde, som ellers havde vundet samtlige fire kampe i foråret. Jonas Lund og Mathias Munk sørgede for de forløsende scoringer. Spillernes jubel efter kampen viste tydeligt, hvor meget sejren betød. Vi er igang igen, og nu skal der følges op, så vi kan komme væk fra de kedelige placeringer under stregen.

I midtugen tankede drengene yderligere selvtillid, da midtfynske Allested blev slået med 6-0 i pokalturneringen. Resultatet skal der ikke lægges det store i, nok mere i indstillingen. En professionel og tilpas indsats, som sendte os en runde videre, hvor vi er blevet parret til en revanche mod TPI.

Til kampen mod Sydvest er vi fortsat hårdt ramt af skader, hvilket betyder, at unge Mikkel Jensen er indlemmet i truppen. Mikkel er søn af vores gamle divisionskæmpe, Claus Jensen, og han har arvet noget af faderens velkendte teknik. Til gengæld må vi atter undvære Edo, Burana Saenkham og Martin Nielsen på grund af langtidsskader, ligesom Kasper Baden, Tais Holm Christensen, Sebastian Fiege og Marc Eliasen også er ude med mindre skader. Keeper Gjørtsvang passede målet i Allested, men mangler fortsat lidt, inden han kan indgå i truppen.

Vel mødt!

Luk