Premieresejr i Espe

To sejre på én uge er bestemt ikke hverdagskost, for B1909's hårdt prøvede førstehold. Ikke desto mindre er det et faktum, efter lørdagens fortjente udesejr i Espe.
Med en større udskiftning i truppen henover sommeren, har alle omkring klubben været spændte på, hvorledes udtrykket blev på banen, når det blev alvor igen. Kurt Hansens tropper har dog fejet enhver bekymring af bordet, via to sejre på en uge. Først over FC Sønderborg i pokalturneringen, og så lørdag mod Albaniserie-oprykkerne fra Krarup/Espe.
Efter en målløs første halvleg, hvor nierne var klart mest på bolden, uden dog at blive rigtigt farlige, fik de røde gæster sat tingene på plads efter sidebyttet.
Burana Saenkham blev ulovligt nedlagt i det kriminelle felt efter 66 minutter, og så kunne Mathias Munk udnytte muligheden, og bringe gæsterne foran med 0-1. Kort før tid lukkede Jonas Lund til 0-2, da hans vellykkede overlap bragte ham fri i feltet, hvorefter han resolut hamrede kuglen op i nettaget. Jacob Mouritsen havde én blandt flere røde chancer til at øge scoren, men hans frispark blev reddet af undersiden af overliggeren.
I overtiden fik Krarup/Espe pyntet på resultatet, da farlige Lasse Pedersen scorede på langskud. Der blev dog aldrig spænding om udfaldet, og B1909 hentede en ganske fortjent sejr i en vanskelig udekamp.
Oprykkerne var for få sæsoner siden i Danmarksserien, og har fortsat flere af deres profiler på holdet. De stod kompakt og solidt, og gjorde det svært for de letbenede niere. Så selvom resultatet ikke lyder overbevisende, så var det en fornøjelse at se, hvordan spillerne tacklede opgaven mod et dygtigt hjemmehold. Det giver optimisme frem mod de kommende kampe, hvor den første allerede er nu på onsdag, hvor Nyborg gæster Gillested Park.
Se teksten fra liveopdateringen og billeder fra kampen på Facebook.com/B1909dk.
Krarup/Espe - B1909 1 - 2 (0 - 0)
Mål:
0-1 Mathias Munk (str./67.)
0-2 Jonas Lund (89.)
1-2 Lasse Pedersen (92.)
Tilskuere: Ca. 200 på Espe Stadion
Startopstilling:
Målmand: Kim Larsen.
Forsvar: Jonas Lund, Søren Jensen, Mikkel Jensen, Mohamad Amin.
Midtbane: Jacob Mouritsen, Emil Thomsen, Burana Saenkham, Martin Nielsen.
Angreb: Jonas Thorup, Mathias Munk.
Indskiftninger:
Burana Saenkham ud, Philip Aalykke ind (66.)
Jonas Thorup ud, Alexander Jimenez ind (87.)
Jamil Bozo blev ikke benyttet.