Thomas Thorhøj ny chef i B1909

Den hidtidige sportschef indtræder i en nyoprettet stilling som manager.
B1909 har indgået en 2 ½ årig aftale med Thomas Thorhøj, som bliver manager for klubbens tophold i Albaniserien. En funktion der favner både sportschef- og cheftræner-rollen. Dermed får Thorhøj hovedansvaret for såvel den umiddelbare som den langsigtede sportslige udvikling.
Der skal ikke lægges skjul på, at vi i B1909 anser Thomas Thorhøj for en særdeles talentfuld træner, og vi er derfor stolte af at kunne præsentere ham som ny manager. Samtidig forfremmes den hidtidige assistent, Lars Jørgensen, til en ny funktion som førsteholdstræner, med det daglige ansvar for træningens planlægning og gennemførelse, naturligvis i samspil med Thomas Thorhøj.
Med Thorhøjs faglighed og kendskab til såvel den nuværende trup som det fynske fodboldmiljø, er vi slet ikke i tvivl om, at ansættelsen vil sikre ro og stabilitet i B1909. Thorhøj vil i samspil med den øvrige eliteafdeling sikre, at vi får skabt en rød tråd fra U17 til AS.
Som en del af det nye set up arbejdes der på at tilknytte en ny assistenttræner, således at teamet omkring førsteholdet styrkes yderligere. Sundhedssektoren er kommet på plads, idet Mustapha Lamnaouar og Lasse Lund Rasmussen vil varetage skadesbehandling og forebyggelse omkring holdet.
I løbet af den kommende uge, vil vi kunne melde yderligere ud, omkring tilgang af nye spillere.