Orientering fra klubben

Kære medlemmer i B1909
I har selvfølgelig set opslag på de sociale medier som alle er meget hurtige med deres sensations-overskrifter og i det stærke brand B1909 stadig har, vækker det selvfølgelig opmærksomhed og sælger ekstra aviser på en ja lidt billig baggrund.
Det er korrekt at B1909 har haft en skattegæld og tidligere også en moms-gæld, begge disse historisk begrundet. Momsgælden fik vi afregnet sidste år ved en forudbetaling fra kommunen, som efterfølgende trækker et månedligt beløb i en 3-årig periode. B1909 betaler således selv forudbetalingen tilbage, på samme vis som ved tidligere sager, hvor B1909 også har betalt en given hjælp tilbage.
Skattegælden, som er den sidste torn i klub-benet, er som nævnt historisk betinget og ikke et billede af, at der ikke er betalt den løbende skat de senere år. Det som er nyt er at gæld-styrelsen generelt er blevet meget mere aktiv og strikse og går hårdt til den i inddrivelses-procedurerne over hele landet -private - foreninger og firmaer. Fristerne for afvikling af gæld er med korte frister og for B1909 blev det således en hård nød at knække her og nu.
Vigtigt at forstå er, at B1909 ikke har nogen bankgæld og ingen kassekredit, og at vi derfor vælger at snakke med kommunen, når vi støder på problemer. B1909 har i rigtig mange år gjort en kæmpe indsats for Odense med de løbende udfordringer Vollsmose har betydet for klubben på mange fronter. Jeg personligt startede selv i B1909 i 1962 og var med til den store opstart i Vollsmose i 1969, hvor alt så super lyst ud og B1909 væltede sig rundt i nogle af de bedste ungdomsårgange i landet. Men step by step blev historien en anden, som vi jo alle kender. Men B1909 holder stadig på og gør stadig en kæmpe indsats for Odense og er stadig et stort kommunalt aktiv for den nye Vollsmose-Plan, som på sigt vil give B1909 nyt lys i tunnelen. Derfor går vi altid i dialog med kommunen, når der er brug for hjælp her og nu, og det har vi selvfølgelig også gjort denne gang. Som oldboys formand var jeg med til mødet i går hos kommunen.
Kommunen vil gerne hjælpe os og vil også hjælpe på andre fronter, således at klubbens styring via de frivillige, de ansatte, ungdomsudvalget, seniorudvalg og bestyrelsen kan blive så optimale som muligt, i en tid hvor Vollsmose er under en meget stor og vigtig transformation.
Den nye bestyrelse i B1909 har siden sommeren 2023 gjort en stor indsats i at få flyttet klubben væk fra de kedelige store underskud, til en klub som kan præstere overskud igen, det mål et tæt på og har kostet store nødvendige ændringer i den daglige styring og med store omkostningsændringer og holdninger på flere områder.
Vi i B1909 skal således ikke gå rundt og bukke nakken ovenpå avis sensationsoverskrifter og deraf diverse medier opslag, vi skal derimod stadig være stolte af vores klub, stolte af det store landsdækkende brand vi har og stolte af den store frivillige indsats som er gjort i rigtig mange år, på forskellige område, til stor gavn for Odense.
(Hvis nu man forestiller sig at svare på spørgsmålet om hvilken sportsforening på Fyn som har solgt flest aviser de sidste 75 år, så er der nok kun 2 muligheder og B1909 er nok det ene. Så jo vi har også hjulpet Fyens Stiftstidende og dens medarbejdere gennem mange år)
Klaus Kokholm
Oldboys Formand B1909