Casper Kruse til B1909

35-årige Casper Kruse vender tilbage til B1909, hvor han spillede på klubbens divisionshold tilbage i 00'erne. Sidenhen er det blevet til mere end 300 divisionskampe i blandt andet Svendborg, Middelfart og Næsby.
Casper Kruse kommer fra en rolle som spillende assistenttræner i Aarup, hvor han var en vigtig krumtap på vestfynboernes hold i Albaniserien. Lysten til at slutte karrieren af på højere niveau førte dog Kruse retur til nierne, som han har lavet aftale med for resten af efteråret.
-'B1909 er en fed klub, med et nyt spændende setup, som jeg glæder mig til at være en del af. Jeg har indtil videre trænet med holdet et par gange og spillet en testkamp, og jeg er meget imponeret over niveauet og boldomgangen. Det har været en positiv oplevelse, med et spændende hold, som spiller attraktiv fodbold', lyder det fra den rutinerede forsvarsspiller.
-'Jeg kender ikke det store til holdene i Danmarksserien, men det er naturligvis altid svært som oprykker. Jeg håber dog at vi til vinter kan kigge op og ikke ned, så vi har det bedst mulige afsæt til foråret', siger Casper Kruse.
B1909 byder Casper velkommen tilbage til klubben.