Nierne åbnede med sejr i Dalum

B1909 fik en fremragende åbning på den nye sæson i Albaniserien, da de røde lørdag besejrede Dalum med 1-4 på Dalum Stadion. Julian Martinsen, Jonas Lund, Jacob Schmidt og Niklas Huscher sørgede for gæsternes scoringer.
Værterne var på forhånd spået en rolle som tophold i årets AS, og derfor var lørdagens premiekamp imødeset med stor spænding, ikke mindst på grund af reglen om indbyrdes kampe. Med kun én oprykker til Danmarksserien er der lagt op til en sæson med hård kamp om pladserne, og nierne havde for alt i verden brug for at komme godt fra land i den svære udekamp, på et solbeskinnet Dalum Stadion.
Første halvleg var intens, men chancefattig, med skiftende initiativ til de to mandskaber. Det var tydeligt, at Dalums unge hold har stort potentiale, og sidste sæsons tredjeplads bed godt fra sig i både dueller og åbent spil. Nierne virkede i perioder usammenhængende, og manglede den direkte tilgang til spillet, der var kendetegnende for sidste sæsons mest scorende mandskab. I målet var reservekeeper Ben Pakes indkaldt som vikar for skulderskadede Niclas Henriksen, mens backen Julian Martinsen tog over i midterforsvaret, hvor nytilkomne Christian Jørgensen var fraværende. Ilir Jakupi fik debut som højre back, og fik med sit venstreben lagt en del bolde ind i midten af banen.
Første halvlegs eneste scoring stod værterne for, da de knap ti minutter inden pausen udnyttede et vellykket kontraangreb, og udplacerede Ben Pakes i niernes mål. 1-0 til Dalum ved sidebyttet, og forståelige panderynker hos cheftræner John Andersen.
B1909 kom som forvandlet ud til anden omgang, og satte sig prompte på begivenhederne. Angrebstanken, to meter høje Niklas Huscher, kom på banen, og skabte straks uro i hjemmeholdets bagerste rækker. Samtidig fik en anden debutant, Magnus Rahbek, kontrol over den centrale midt, mens kanterne, anført af Jonas Lund, begyndte at bide fra sig.
Udligningen faldt efter en længere periode med rødt overtag, og den forløsende sidste fod stod Julian Martinsen for. En klumpspilssituation efter hjørnespark skabte kaos i feltet, og mellem venner og fjender kunne Martinsen sparke bolden i nettet til 1-1.
Efter målet fortsatte niernes pres, mens Dalum konstant lurede på en omstilling. Det var billedet resten af kampen, og selvom det endte med yderligere tre scoringer til nierne, måtte Ben Pakes hive et par klasseredninger op af hatten, i situationer hvor en hurtig Dalum-spiller slap igennem.
Målet til 1-2 kom godt et kvarter før tid, hvor Jonas Lund rev sig fri i venstre side af feltet, og med en flot afslutning lagde bolden fladt i det lange hjørne. Fem minutter senere nettede Jacob Schmidt til 1-3 på langskud, inden Niklas Huscher afsluttede et fremragende rødt kvarter, da han havde sidste fod på et fornemt forarbejde af Jacob Schmidt på højrekanten.
-“Det var en skøn og forløsende sejr, efter en lidt ujævn første halvleg. De første 45 minutter bar præg af kampens vigtighed, men efter pausen får vi sat mere fart og struktur på vores spil, og det blev afgørende. Alle 14 spillere viste gejst og sammenhold, og jeg er meget tilfreds med både sejren og indstillingen i 2. halvleg. De dyder skal vi bære med os videre”, udtalte cheftræner John Andersen efter kampen.
Se videoklip, interview og tekst fra liveopdateringen på vores facebookside.
Dalum IF - B1909 1 - 4 (1 - 0)
Mål:
1-0 DIF (36.)
1-1 Julian Martinsen (65.)
1-2 Jonas Lund (79.)
1-3 Jacob Schmidt (86.)
1-4 Niklas Huscher (96.)
Tilskuere: Ca 250 på Dalum Stadion
Startopstilling:
Målmand: Ben Pakes.
Forsvar: Ilir Jakupi, Julian Martinsen, Rune Corfitzen, Daniel Winther.
Midtbane: Morten Dyg, Emil Thomsen, Burana Saenkham.
Angreb: Nicolas Jørgensen, Jakob
Tonnesen, Jonas Lund.
De blev også benyttet:
Jacob Schmidt, Magnus Rahbek, Niklas Huscher.