Nyt setup omkring førsteholdet

Thomas Thorhøj har forlænget sin aftale med B1909, så den nu løber til udgangen af sæsonen 2019/2020. Samtidig overgår han til den mere traditionelle titel som cheftræner, og Mikael Skovgaards overtager en del af de hidtidige manager-funktioner, i en ny rolle som sportschef.
Der arbejdes i øjeblikket på aftaler for de øvrige assisterende poster omkring den røde cheftræner.
-‘Jeg er glad og tilfreds med min nye aftale med B1909. Det er en klub i en spændende udvikling på seniorsiden, der er styr på hold 2, som gør det godt, og vi har også fået etableret et 3. hold’, lyder det indledningsvist fra Thomas Thorhøj.
-‘Omkring DS har vi fået rykket vores træningsmiljø gevaldigt fremad, og vi ligger flot til i tabellen som oprykker. Vi har fået sat en stopper for at være et elevatorhold mellem DS og Albaniserien. Det er jeg meget tilfreds med’.
-‘Jeg har nu været i klubben i 1,5 år - de første 6 måneder som sportschef, hvor det gjalt om at redde klubbens hold 1 efter nedrykning fra DS. Vi stod med få spillere og en kæmpe udfordring, men sammen med stærke personer i klubben fik vi skabt et hold i Albaniserien, og lagde os i spidsen fra start, godt anført at træner Kurt Hansen. Det seneste år har været som manager/træner for DS-holdet, med mange nye opgaver og udfordringer. Vi har skabt et hold med stort potientiale, og på sigt ligger der en god mulighed for at kigge opad i rækkerne med B1909’.
-‘Jeg har et super samarbejde med Mikael Skovgaards, som er guld værd for 09. Efter sommeren er rollerne fordelt lidt anderledes, men det passer nok Mikael og jeg ganske godt. Jeg håber forsat at mærke den stærke opbakning, som vi har, endnu mere efter sommer. Det er imponerende hvor mange B1909’ere der gemmer sig på Fyn og omegn’, lyder det fra Thorhøj.
Mikael Skovgaards supplerer:
-‘Vi er meget stolte af og glade for, at kunne tilknytte Thomas Thorhøj to sæsoner mere, fra denne sæsons afslutning. Thomas har et højt fagligt niveau og er vellidt blandt spillerne og generelt i klubben. B1909 har brug for kontinuitet omkring vores førstehold, efter flere sæsoner med en del udskiftninger på cheftræner-posten. Jeg ser frem til vores kommende samarbejde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at B1909 vil fortsætte den gode udvikling, både på og udenfor banen. Der vil ikke være de store forandringer i dagligdagen, da Thomas og jeg har samarbejdet i en længere periode. Jeg ser frem til, sammen med klubbens fans og frivillige, at gøre alt hvad vi kan for at indfri alles forventninger’.