Menu

Optakt: Bagud på point, men klar til at kæmpe for succes!

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
14. august 2019 kl. 12:42
Flemløse/Haarby - B1909, fredag d. 16/8 '19, kl. 18.45
Fredag aften skydes en ny sæson igang, når B1909 gæster Flemløse/Haarby på Haarby Stadion. En kamp der markerer de rødes retur til Albaniserien, og dermed første step på vejen tilbage til Danmarksserien. En mission, der på forhånd er vanskelliggjort af 2. del af DBU-straffen, hvor nierne starter med minus ni point på bankkontoen!
Med-nedrykkerne fra B1913 regnes af de fleste som favorit til at tage rækkens enlige oprykningsplads, alene på baggrund af forspringet til os, hvilken man vel heller ikke kan være helt uenig i. 13 råder over et særdeles slagkraftigt mandskab, og med tilgangen af flere prominete navne, er vejen ligesom banet for de blå. Omvendt vil røde sejre i de to interne opgør nedbringe forskellen til tre points, men alt det er jo spekulationer, forud for en meget lang sæson. Først og fremmest er fokus derfor på os selv og egne resultater!
Sommerpausen har ikke budt på de store til- og afgange, som vi tidligere har set. Dét har skabt grobund for kontinuitet i truppen, og har givet klubbens nye cheftræner, John Andersen, ro til at implementere sine tanker på holdet. Sommeren har dog budt på gensyn med Morten Dyg (Søhus/Stige) og Jonas Lund (Otterup), ligesom Sebastian Brems og Julian Martinsen er kommet til fra Morud. Og så er bundrutinerede Rune Corfitzen kommet til med solid divisionserfaring, senest fra Dalum - mens målmanden Ben Pakes er kommet til fra FC Hjallese. På minussiden er Balder Adelgaard flyttet til Aarhus på grund af studier og Bakary Bojang har indstillet karrieren, mens Andreas Lyngø og Anders Bøwadt ligeledes har fundet andre græsgange.
Resultaterne i testkampene har givet et lidt blandet indtryk, i en opstartsfase med hård fysisk træning og mange samlinger på kort tid. Men den seneste sejr på 0-2 hos B1913 giver dog et fornuftigt fingerpeg om den røde styrke.
Cheftræner Andersen melder om spænding og glæde i truppen, forud for fredagens premiere. Trods den korte forberedelse, vurderer den røde chef, at vi allerede er nået langt i forhold til den ønskede forfatning.
-"Der er stor optimisme i truppen, og en god træningskultur og kamp om samtlige pladser på holdet. Vi skal være klar fra start fredag, for det bliver ikke nogen nem opgave i Haarby, mod et kompetent hjemmehold. Vi skal ramme samme høje niveau som sidste træningskamp mod de blå, hvis vi skal have en sejr med hjem. Så fokuspunkterne er uden tvivl stor koncentration og tålmodighed i vores boldomgang, og samtidig ramme et ens udtryk gennem hele kampen", udtaler John Andersen.
Cheftræneren melder om et par mindre skader i truppen, hvor den endelige vurdering om deltagelse i fredagens kamp tages torsdag aften. Og så har vi tre mand i karantæne i de første to runder, som følge af DBU's personlige straf i forbindelse med den såkaldte skattesag. Vi har været bekendt med at straffen var undervejs, men det er naturligvis irriterende, når den først kommer ti måneder efter og dermed rækker ind i en ny sæson. Vi råder dog over en bred og stærk trup, så andre vil givet vis træde i karakter, i fraværet af Emil Thomsen, Burana Saenkham og Junior Gensø.
Vel Mødt!

 

 

Luk