Optakt: Fjordager venter på bededagen

Efter seneste rundes sejr i Bogense, og Kertemindes ditto i Allesø, er alt fortsat åbent i topstriden, hvor også Dalums divisionsreserver holder sig til. B1909’s erklærede mål er, naturligvis, må vi vel sige, at sikre sig førstepladsen og dermed tilbagevenden til Danmarksserien. En masse røde hjerter må atter følge kampen på afstand, som følge af de nuværende Corona-restriktioner, og mon ikke alle med sympati for nierne vil bede - helt som ånden har været det på Store Bededag, de seneste 300 år. En rød sejr, om vi må be’!
Vennerne fra Fjordager er dog alt andet end en let modstander, og der venter de røde en særdeles svær opgave, mod et velorganiseret kollektiv, der rummer flere individualister. Vi har meget at takke naboerne fra Seden for, ikke mindst deres hjælpsomhed under nedlukningen, hvor vores førstehold var forhindret i at benytte vores eget anlæg. Gæstfriheden må dog meget gerne vises før og efter kampen, mens vi må erkende, at vi i den grad er modstandere på banen i 90 minutter. Tre points på hjemmebane er simpelthen et krav, hvis vi skal holde trit i toppen!
Cheftræner, Michael Bjørn Nielsen, glæder sig over at være tilbage på eget græs, ligesom han har friske meldinger fra skadeslisten:
-“Efter et par uger, hvor der har været lidt for fyldt på skadeslisten, lysner det heldigvis lidt igen. Både Daniel Winther og vores kaptajn, Rune Corfitzen, er på vej tilbage. Derudover er Jonas Lund i bedring, efter en skade, som han pådrog sig i TPI-kampen. Samtidigt er det meget glædeligt, at vores keeper, Niclas Henriksen, som har været ramt af en skulderskade siden i sommers, nu stille og roligt melder sig ind i kampen om målmandsposten. Niclas har allerede stået to kampe for hold 2, og han er glad for at være rigtigt igang igen. Desværre er vi nødt til at pause vores midtbanemotor, Emil Thomsen, der døjer med baglåret, men vi håber at han hurtigt er tilbage igen”.
Om fredagens modstander udtaler cheftræneren:
-“Fjordager har et godt hold, der står godt på banen, og samtidig har god fart over kanterne. Herudover har de en god midtbane, som både kan arbejde hårdt og spille kreativ fodbold. Men opskriften er den samme for os - vi skal være 110 procent fokuserede fra start til slut. Og så skal vi fortsætte med at angribe kampen med bolden, samtidig med, at vi skal være grundige i vores forsvarsspil, og komme med fuld power i vores pres og genpres”.
B1909 stiller med disse 14 spillere:
Ben Pakes
Julian Martinsen
Christian Jørgensen
Rune Corfitzen
Daniel Winther
Marco Bertelsen
Morten Dyg
Burana Saenkham
Magnus Rahbek
Ali Al-Rabiey
Jonas Lund
Jacob Schmidt
Jakob Tonnesen
Emil Olsen