Menu

Optakt: Første lokalopgør venter i Paarup

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
25. august 2023 kl. 17:34
TPI - B1909, lørdag d. 26/8 ‘23, kl. 13.00

To runder, nul point. Det er umiddelbart de triste facts efter sæsonens første par kampe, der har budt på nederlag til de to jyske modstandere; Horsens og Aarhus Fremad.

Lørdag eftermiddag gælder det så endelig et odenseansk lokalopgør, når B1909 krydser Odins Broen og gæster TPI i Paarup Parken. De hvidklædte værter er ligeledes kommet sløvt fra start, men har dog modsat os fået ét enkelt point ind på kontoen. Det blev hentet i premieren hjemme mod netop Aarhus Fremad, hvor eks-nieren, Rasmus Skovgaard, sikrede 1-1 med efterårets første scoring. Efterfølgende blev TPI så nedlagt 2-1 på OKSon Park, hvor Skovgaard i øvrigt atter nettede for Tarup-mandskabet.

Nierne tabte som nævnt i Aarhus, hvor Fremad sejrede med hele 4-1. Bulletinerne fra Riisvangen meldte dog om et misvisende resultat, idet de røde faktisk leverede en ganske fin indsats. Ifølge cheftræner, Andreas Bech, var den største forskel skarpheden i felterne på dagen.

Til lørdagens kamp må B1909 igen undvære Burana Saenkham, der også missede kampen i Aarhus på grund af en skade. På samme vis er Jonas Lund også ude, da han desværre blev skadet i Aarhus. Ligeledes er Ali Al-Rabiey ude af samme årsag, sammen med vores langtidsskadede anfører, Marco Bertelsen.
Til gengæld er vi nu endelig fri af karantæner, hvilket betyder, at Izunna Uzochukwu er med i DS-truppen for første gang her i efteråret.
Bekir Demirovic, Isa El-Enazi, Salomon Atah og Niclas Henriksen spiller på reserveholdet i denne weekend.

Cheftræner Andreas Bech har udtaget denne 15-mands trup:

Jakob Fechtenburg
Christian Kjer
Hussein Al-Rabiey
Eirik Stedje
Visar Aliti
Daniel Winther
Erik Ingemann
Izunna Uzochukwu
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Magnus Rahbek
Nicolai Frederiksen
Mass Sise
Sami Abou Chawk
Karl Emil Callesen

Vel mødt!

 

Luk