Menu

Optakt: Lokalbrag åbner fynsk weekend i DS

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
14. oktober 2022 kl. 00:15
Marienlyst - B1909, fredag d. 14/10 ‘22, kl. 18.30

Den ‘fynske weekend’ i Danmarksserien åbner fredag aften med opgøret mellem Boldklubben Marienlyst og B1909, hvor førstnævnte tager imod hjemme på kunstgræsset i Fynsværkets baghave. En kamp, hvor de røde gæster skal følge op på 4-1 sejren mod Otterup, og forsøge at holde fast i det brede midterfelt. Lørdag fortsætter de fynske lokalopgør så, med kampene mellem TPI og Otterup, og OKS mod B1913. Så er efterårsferien da skudt flot igang, må vi sige.

100-års jubilaren fra Windelsvej, der i øvrigt har valgt at spille med den franske Odense-lilje på brystet - i nærmest en tro kopi af niernes logo, måtte lidt skuffende nøjes med 1-1 hjemme mod OKS, da kolonihaveklubben var på besøg i seneste runde. Marienlyst holder dog fortsat snor i duksen fra TPI og forfølgeren Ringkøbing, og oprykningsdrømmene er derfor intakte. Men efterårets kapløb om de to slutspilspladser spidser til, og hjemmeholdet har derfor brug for alle tre points mod B1909. Vi må derfor forvente et vist stormløb mod det røde mål fra første fløjt, formentlig anført af rækken af tidligere niere i BM-truppen.

B1909 skal som nævnt forsøge at holde fast i succesoplevelsen mod Otterup, der i øvrigt var efterårets første sejr i de indtil videre syv fynske lokalopgør. Det betyder samtidig, at vi endnu har en sejr tilgode imod en odenseansk klub, hvilket kærkomment kunne komme fredag aften ved Marienlystcentret. Det ville samtidig være revanche fra det omvendte opgør, hvor de hvid/røde sejrede med 2-4 på Gillested Park. Men det kræver uden tvivl en jætteindsats af de røde drenge, mod et hjemmehold, der har en spændende trup med skarpe individualister, der samtidig traditionelt er stærke på eget ‘græs’. I indeværende sæson er det da også kun blevet til ét nederlag i de hidtidige fem hjemmekampe.

I forhold til kampen mod Otterup er Daniel Winther og Niclas Henriksen tilbage i truppen, mens Christoffer Kirud og Ben Pakes glider ud.

Cheftræner, Nicolai F. Johansen, har udtaget disse 16 spillere:

Christian Kjer
Niclas Henriksen
Marco Bertelsen
Visar Aliti
Rune Corfitzen
Daniel Winther
Emil Thomsen
Izunna Uzochukwu
Burana Saenkham
Jakob Tonnesen
Ali Al-Rabiey
Nicolai Frederiksen
Jonas Lund
Nickolaj Hardt
Hussein Al-Rabiey
Mass Sise

Vel mødt!

 

Luk