Optakt: Nyklassiker på programmet

Når B1909 søndag eftermiddag får besøg af ærøske Marstal/Rise, er der vel efterhånden tale om en nyklassiker i fynsk fodbold. De to klubber har krydset klinger i vigtige dueller gennem de seneste sæsoner, og altid med stor bevågenhed fra omverdenen og de to klubbers tilhængere. Søndagens kamp er ingen undtagelse, og selvom det stadig er først på sæsonen, så tales der allerede om topopgør og afgørende points.
Supporterne har skabt venskabelige bånd på tværs af de to klubber, og mødes som vanligt - fristes man til at skrive - til fælles opvarmning med spisning og hygge i klubhuset. Det er en fornøjelse at se sådan et fællesskab på tværs af tilhørsforhold, med fokus på det allervigtigste; nemlig glæden ved samværet og glæden ved fodbolden.
B1909 har haft en hård uge, ovenpå den ellers flyvende start i premieren i Dalum. I en særdeles jævnbyrdig kamp i Svendborg, lykkedes det hjemmeholdet at bevare roen og koncentrationen i slutfasen, hvorimod de røde blev ramt af flere kort i kategorien for frustrationer. Vi kan kun takke os selv for resultatet, og spillerne ved godt, at vi med større skarphed kunne have afgjort kampen allerede inden pausen. Nu gik det som det gik, og som udråbt favorit i rækken må vi acceptere, at de fleste hold spiller ‘sæsonens kamp’ mod os. Vi SKAL præstere hver gang, ellers er forskellen på papiret hurtigt udlignet på banen!
Gæsterne fra Marstal/Rise møder ind med fire points på kontoen, takket være 3-3 i Kerteminde og 2-0 hjemme over Dalum. Resultaterne vidner om et hold med kvalitet, og så fortæller det endnu engang historien om, at holdet altid er skarpe hjemme på Reberbanen. Begge hold kender hinanden særdeles godt, og ved hvordan kampen skal gribes an. Så den mentale forfatning og dagsformen bliver uden tvivl den afgørende faktor.
B1909 må undvære anfører Rune Corfitzen, der fik en forstrækning allerede under opvarmningen i Svendborg, men endte med at spille det meste af kampen alligevel. Det kræver nu en pause, og i hans sted kan der blive debut til Christian Jørgensen, der er hentet i sjællandske Frederikssund. Jørgensen har været en del af opstarten i nierne, men grundet flytning fra København til Odense, har han siddet udenfor i de første runder.
Morten Dyg er fortsat knæskadet, og det er desværre uvist hvor længe vi må undvære ham. I bedste fald 1-2 uger, i værste fald store dele af efteråret. Ærgerligt for den røde midtbanegeneral. Desuden er målmand Niclas Henriksen fortsat ude med en skade.
I forhold til Svendborg-kampen er der to ændringer i truppen. Udover Corfitzen glider Julian Martinsen ud, mens Christian Jørgensen og Marc Eliasen er med.
Vel mødt!