Menu

Optakt: Røde afbud giver nye muligheder

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
01. september 2023 kl. 13:39
B1909 - Hedensted, lørdag d. 2/9 ‘23, kl. 14.00

Allerede fire kampe inde i sæsonen kan vi bruge prædikatet ‘vitalt opgør’, når Hedensted lørdag gæster 3F Gillested Park. Efter de første tre runder ligger begge hold blot med ét enkelt point, hvilket naturligt har udløst en aktuel position i bunden af rækken. En sejr lørdag vil derfor have stor betydning, mens et nederlag omvendt vil trække yderligere mørke sommerskyer ind over det røde anlæg.

Hedensteds sæsonåbning er umiddelbart overraskende, idet de ambitiøse østjyder har oprustet på flere parametre. Mest markant er tilgangen af klubbens nye cheftræner, Johnny Mølby, der ikke behøver yderligere præsentation. Men resultaterne er udeblevet her i indledningen, hvor premieren noget overraskende blev tabt 1-2 hjemme mod B1913. Derefter fulgte 1-1 i Horsens og 0-1 hjemme mod Aarhus Fremad, hvilket i sig selv ikke er så vildt, da begge mandskaber har vist stor styrke her i efteråret. Det er nok mere den samlede sum indtil videre, der har skuffet i Hedensted. Hvorom alting er, så vil det formentlig blot betyde, at lørdagens gæster er ekstra opsatte på at hente efterårets første sejr.

Efter to nederlag i de første kampe, kom B1909 som bekendt på tavlen i seneste runde, via uafgjorte 1-1 i Paarup. Nierne spillede en stabil kamp og havde mulighederne, men omvendt må vi også erkende, at det var en af den slags kampe, der kunne have udløst både en dreng og en pige. Værterne havde store muligheder undervejs, men de røde kæmpede flot gennem hele kampen. Eirik Stedje var manden med den forløsende udligning.

Cheftræner, Andreas Bech, er da også tilfreds med at komme på tavlen, og den røde førstemand er generelt positiv omkring spillet i øjeblikket:
-“Jeg mener faktisk, at vi i de sidste to kampe, mod Aarhus Fremad og TPI, har spillet rigtig godt! Med mere skarphed, var det også endt med mere end ét point sidst, men heldigvis er de ting som mangler, noget der kan trænes. Vi kom frem til mange chancer mod TPI, og vi burde vel også have lavet to mål inden for de første ti minutter. Det, vi var dygtige til, var det høje aggressive pres, der tvang TPI til mange lange bolde. Vi sidder tættere på modstanderne nu, og skaber en del chancer i kampene, hvilket er de to ting, som jeg er meget glad for”.

-“Hedensted-kampen bliver en svær kamp. Det er et hold, som gerne vil spille med i toppen, og som også har mandskabet til det. De har ikke fået den start, de ønskede, og det vil de helt sikkert gerne have ændret lørdag. Vi skal ikke tænke så meget over hvem vi spiller imod, udover de taktiske ændringer, der vil være til kampen. Vi skal kigge på os selv. Vi skal være modige i det høje pres, og turde spille fodbold de rigtige steder. Dog skal vi være mere kyniske i deres felt, og skaber vi de mange store chancer, som vi gjorde i Aarhus og TPI, så skal vi nok få lavet nogle mål snart”, lyder det positivt fra cheftræneren.

B1909 må til kampen undvære en række spillere, der enten er skadet eller fraværende. Burana Saenkham og Jonas Lund er fortsat ude med skader, og der går nok 2-3 uger, før vi har dem retur. På samme vis er anfører Marco Bertelsen og Ali Al-Rabiey ude på ubestemt tid, men der er heldigvis positive meldinger fra genoptræningen. Til lørdagens kamp mangler vi så også Emil Thomsen, Sami Abou Chawk og Izunna Uzochukwu, der alle tre er fraværende af private årsager, mens Bekir Demirovic og Mohamed Amin er tilbage i truppen.

Men trods den noget afbudsprægede trup, vælger Andreas Bech det positive afsæt:
-“Kontinuitet er dejligt i fodbold, og desværre står vi i en situation, hvor vi mangler en masse. Det er som det er - og i stedet for at dvæle ved dem, som er væk, så skal tilskuerne glæde sig til at se nogle nye få chancen”, lyder det fra den røde coach.

Cheftræner Andreas Bech har udtaget denne 15-mands trup:

Jakob Fechtenburg
Christian Kjer
Hussein Al-Rabiey
Eirik Stedje
Visar Aliti
Daniel Winther
Erik Ingemann
Jakob Tonnesen
Magnus Rahbek
Nicolai Frederiksen
Mass Sise
Karl Emil Callesen
Bekir Demirovic
Mohamed Amin
Mark Tubæk

Vel mødt!

 

Luk