Optakt: Svær midtugekamp venter

Søndagens opgør mod Marstal/Rise blev nærmest som forudset; fyldt med intensitet, spænding og en fremragende kulisse. Der var stemning blandt de mange supportere i klubhuset inden kampen, og den fortsatte for uformindsket styrke på lægterne i det fine sensommervejr. Og på grønsværen leverede de to hold en underholdende dyst, der desværre endte med en ikke ufortjent pointdeling i overtiden.
Tirsdag blev vi så beriget med tre point fra det normalt så berygtede skrivebord, der gennem de seneste sæsoner har kostet os så dyrt. Denne gang blæste vinden dog vores vej, efter en rød protest oven på kampen i Svendborg i forrige weekend. Nierne mente at hjemmeholdet havde benyttet en ikke-berettiget spiller fra klubbens nyoprykkede divisionshold, og den overtrædelse var DBU enige i. Dermed blev et 2-1 nederlag vekslet til en 0-3 sejr, og vupti - så er vi pludselig oppe på 2. pladsen!
Vi tager naturligvis den slags med, ligesom vi selv har accepteret vores pointstraf i de foregående sæsoner. Men når alt kommer til alt, vil vi selvfølgelig helst afgøre tingene på banen, og det er undertegnedes forhåbning, at resultatet af skrivebordet mest af alt kan give ro og fokus tilbage, nu da vi placeringsmæssigt ligger bedre. Vi har fået foræret en gylden mulighed for en bedre sæsonstart, og den skal spillerne gribe og bygge videre på onsdag aften i Paarup Parken.
Aftenens værter fra TPI er af mange regnet for ét af de bedste hold i Albaniserien, og det er bestemt ikke uden grund. Tarup råder over en god blanding af rutine og talent, og tilsat den velkendte boldbesiddende spillestil, er de altid en vanskelig modstander.
Hos B1909 er der comeback til anfører Rune Corfitzen, Julian Martinsen og Jakob Tonnesen. Sidstnævnte er tilbage efter endt karantæne. Ud glider Ali Al-Rabiey, Marc Eliasen og Jonas Lund, der desværre fik en skade i ryggen i kampen mod Marstal/Rise.
Vel mødt!