Menu

Optakt: Svær udekamp i Ringkøbing

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
03. september 2022 kl. 07:28
Ringkøbing - B1909, søndag d. 4/9 ‘22, kl. 14.00

Der venter formentlig B1909 sæsonens hidtil sværeste opgør, når de røde søndag eftermiddag gæster topholdet Ringkøbing. De ambitiøse værter, med det flotte stadion og den store lokale opbakning, er kommet stærkt fra start, særligt hjemme i egen hule. To hjemmekampe har resulteret i to sejre og en score på hele 12-0. Seneste besøg var fra Otterup, der måtte drage hjem til Nordfyn med en 8-0 sæk i bagagen.

Ringkøbing spillede desuden pokalkamp i midtugen, hvor Superligeholdet fra AC Horsens gæstede byen ved fjorden. Et særdeles underholdende opgør endte med en smal 1-2 sejr til østjyderne, men vi fik set hvad Ringkøbing har at byde på. Opmærksomheden hos den røde cheftræner, Nicolai F. Johansen, må uden tvivl ligge i at skulle lukke ned for værternes offensive folk, anført af klubmanden og topscoreren Lennard Lauridsen.

B1909 kommer som bekendt fra et 0-2 nederlag mod B1913 på Gillested Park, hvor særligt første halvleg var kampafgørende. Et tidligt brændt straffespark, en blå scoring og et rødt kort til Ali Al-Rabiey - ja, så blev 2. halvleg på forhånd en svær størrelse. Men nierne viste god moral og rejste sig flot i modgangen, og var reelt det bedste hold efter pausen, trods ti mod elleve. Og selvom der gik lidt luft af ballonen ved den blå kontrascoring undervejs, så er der meget energi, sammenhold og vilje at tage med videre til søndagens udekamp ved Ringkøbing Fjord.

Hos de røde er der glædeligt gensyn med jernmanden Visar Aliti, der er tilbage efter hans uheld, hvor skulderen gik af led. Glædeligt er det også, at både Nicolai Frederiksen og Jonas Lund er med i bussen, trods deres skader i kampen mod B1913. Til gengæld må vi så undvære Christian Jørgensen, der i stedet fik kamptræning med reserverne torsdag aften - i øvrigt sammen med Morten Dyg, der desværre blev sat lidt tilbage inden sit ventede comeback i sidste weekend. Men mon ikke at vi snart ser Dyg tilbage i DS-truppen. Og så må vi også undvære Hussein og Ali Al-Rabiey, der begge afsoner karantæne.

Cheftræner, Nicolai F. Johansen, har udtaget disse 15 spillere:

Christian Kjer
Ben Pakes
Marco Bertelsen
Visar Aliti
Rune Corfitzen
Daniel Winther
Emil Thomsen
Burana Saenkham
Izunna Uzochukwu
Jonas Lund
Jakob Tonnesen
Nicolai Frederiksen
Bekir Demirovic
Nickolaj Hardt
Mass Sise

Vel mødt!

 

Luk