Optakt: Topbrag på Gillested Park!

Årets indtil videre største kamp står på programmet, når B1909 tirsdag aften tager imod særdeles formstærke Kerteminde, i et vaskeægte topbrag på Gillested Park. De to mandskaber ligger side om side i toppen af Albaniserien, og er sammen med forfølgerne fra Dalums divisionsreserver, de mest markante bud på den enlige oprykningsplads. Der bliver kamp om hvert eneste point i dette hæsblæsende forår, og tirsdagens aftenkamp er vital, da der både er tale om en såkaldt ‘seks-points-kamp’, ligesom rækkefølgen i Albaniserien ved pointlighed afgøres af point og score i indbyrdes opgør!
B1909 var som bekendt i aktion så sent som søndag eftermiddag, hvor de røde sejrede med 3-0 i Allesø. To hurtige scoringer i starten af 2. halvleg gav mulighed for, at skåne midtbanemotorerne Dyg og Thomsen, ligesom anfører Corfitzen, der trækkes med en drilsk muskelskade, fik hviletid. Modsat slap Kerteminde billigt fra weekenden, da holdet hentede en skrivebordssejr mod Højfyn, der øjensynligt ikke kunne mønstre elleve mand til en kamp i Fyns bedste fodboldrække. Dermed friweekend til Amandas drenge og friske stænger til tirsdagens topopgør. Men sådan er der jo så meget i denne på alle måder finurlige tid.
Cheftræner, Michael Bjørn Nielsen, var naturligvis tilfreds efter søndagens sejr, ikke mindst for sine taktiske justeringer i pausen, der straks efter sidebyttet reelt afgjorde kampen. En flyvende Jonas Lund, der blev sparet i første omgang, blev sendt på banen, og sammen med fokus på mere bredde og direkte spil, udløste han den målbare bonus.
Efter et lille døgns velfortjent hvil, ser den røde cheftræner frem mod Kerteminde-kampen:
-“Kerteminde har gjort det rigtigt flot i denne sæson, og er ubesejrede, ligesom os. Kertemindes træner, Kevin Nielsen, har efterhånden været en lang periode i Kerteminde, hvor han har bygget et godt og stærkt hold op. Så stor ros til Kerteminde og Kevin herfra”.
-“Denne kamp bliver den første af to styrkeprøver mod Kerteminde inden for halvanden måned. Det bliver spændene at se, hvor vi som hold står i forhold til Kerteminde. Vi har i de sidste par kampe ikke været helt oppe i gear, men når vi løber på banen mod Kerteminde tirsdag, skal alle mand være der hundrede procent og ramme dagen. Der er simpelthen ikke plads til, at vi ikke toppræsterer i sådan en kamp”.
-“Vi vil gribe kampen an på samme måde, som vi har gjort i de tidligere kampe i denne forårssæson. Vi skal forsøge at kontrollere og angribe kampen med bolden, og når vi ikke har kuglen, skal vi være grundige i vores forsvarsspil og komme med fuld power i vores pres og genpres. Ellers er denne udsatte kamp, en kamp, som vi alle glæder os meget til at spille”, slutter Michael Bjørn Nielsen.