Menu

Optakt: Topholdet Odder på besøg

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
19. april 2024 kl. 13:34
B1909 - Odder, lørdag d. 20/4 ‘24, kl. 14.00

B1909 tog i sidste weekend hul på Danmarksseriens oprykningsspil, da de røde på udebane tabte med 2-0 i Nørresundby. Nierne havde fortjent en bedre skæbne, men vi må indtil videre erkende, at vi er inde i en ond spiral, hvor ‘stolpe ud’ selvforstærker troen på egne evner negativt. Og så er modstanderne i slutspillet lige et niveau over de gennemsnitlige DS-kampe, så vi bliver selvfølgelig også matchet stærkt i hver eneste runde frem mod sommerpausen.

Lørdagens modstander er de stærke østjyder fra Odder, der lige nu kandiderer kraftigt til en oprykning til 3. division. Odder fører oprykningsspillet med 49 points, hvilket er fire mere end Horsens på andenpladsen, der qua status som reservehold ikke kan rykke op. Så reelt har Odder et forspring på seks points til nærmeste konkurrent, som er de odenseanske naboer fra Windelsvej.
I premiereweekenden levede topholdet også op til den aktuelle status, da Aarhus Fremad fik ørene i målmaskinen, og måtte drage hjem fra Odder med en 4-0 lussing i bagagen.

Set ud fra formkurven er Odder dermed ikke nogen drømmemodstander, når B1909 lørdag tager imod hjemme på 3F Gillested Park. Og slet ikke med de mange skader og afbud, som den røde trup er ramt af i disse uger. Men omvendt er det måske netop i sådan en kamp, hvor vi på alle måder er undertippet, at drengene endelig mærker den tiltrængte medvind og får gang i målscoringen. Energien har ikke manglet indtil videre, og på en lørdag med sol på himlen og svag vind, så er der før set større mirakler på det røde fort. Personligt venter undertegnede en sand forløsning, når det endelig lykkes at komme på tavlen, og derfra er alting muligt. Vi ved at truppen er stærk og besidder masser af talent og erfaring, og med lidt ekstra opbakning fra lægterne, kan vi sammen skabe en intens atmosfære. Lad os sammen gøre alt for at få de røde hjerter til at banke taktfast lørdag eftermiddag!

I forhold til den seneste kamp i Nørresundby, er der enkelte ændringer i den røde trup. Hussein Al-Rabiey, der fik dobbelt gult, sidder over med karantæne, mens Karl Emil Callesen og Erik Ingemann er fraværende af personlige årsager. Modsat er Ali Al-Rabiey med igen, mens tilgangen fra Fjordager, Abdallah Al-Badri, er udtaget efter sin skadespause.
Burana Saenkham, Magnus Rahbek, Jakob Fectenburg og Jonas Lund er fortsat skadede, mens Emil Thomsen og Sami Abou Chawk er fraværende af personlige årsager.

Cheftræner Kasper Mundt har udtaget denne 14-mands trup:

Christian Kjer Bertelsen
Niclas Henriksen
Eirik Stedje
Daniel Winther
Visar Aliti
Hussain Musafa
Nicolai Frederiksen
Jakob Tonnesen
Mads Bæk
Isa El-Enazi
Ali Al-Rabiey
Marco Bertelsen
Solomon Akah
Abdallah Al-Badri

Vel mødt!

 

Luk