Optakt: Turen går til Vestfyn

Søndag formiddag går turen til Aarup, hvor den tidligere divisionsklub venter i endnu et vigtigt opgør.
Med seneste rundes pointtab hjemme mod SSV Højfyn, har vi atter brug for fuld høst, så vi kan fastholde den nuværende - men dog spinkle - føring i toppen af rækken.
Gudskelov, fristes man til at sige, er der tale om en udekamp, hvor vi indtil nu har høstet fem sejre i fem kampe. Det står i skærende kontrast til statistikken hjemme på Gillested Park, hvor de trofaste tilskuere er blevet spist af med en række uafgjorte kampe. Øens største avis har analyseret sig frem til, at vi er udfordret når gæsterne ‘pakker’ sig, og det er da givetvis også en del af forklaringen. En anden, og måske endnu vigtige årsag kunne være, at skarpheden simpelthen bare har været for svingende indtil videre. Det må vi tage på os!
Assistenttræner, Michael Plambech, melder om en god uge på træningsbanen, og forventer derfor et nier-mandskab med god energi i Aarup:
-“Vi følte selv, at vi skulle have haft noget mere ud af sidste weekends kamp mod SSV Højfyn, hvor vi ikke fik nok ud af vores spilovertag. Så den del har vi arbejdet hårdt på i løbet af ugen. Men vi ved også godt, at selv om Aarup ligger som de gør, kan vi komme i problemer, hvis ikke ALLE er der hundrede procent”, udtaler Plambech.
-“Der er en rigtig god stemning omkring holdet, ikke mindst ovenpå en god træningsuge, så jeg er sikker på, at vi er, hvor vi skal være søndag”.
Der er én enkelt ændring i truppen i forhold til kampen mod SSV Højfyn. Niklas Huscher er tilbage efter sin skade og kamptræning med reserverne, mens Ali Al Rabiey omvendt får fuld spilletid på hold 2.
Vel mødt!