Menu

Optakt: Varde gæster i vitalt opgør

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
09. september 2022 kl. 13:47
B1909 - Varde, lørdag d. 10/9 ‘22, kl. 14.00

Lørdag eftermiddag er de røde ‘comeback-konger’ tilbage på eget græs, når B1909 tager imod vestjyske Varde i et vaskeægte vildkatteopgør. Begge hold ligger omkring den farlige streg i bunden af rækken, og har for alvor brug for tre points og en tur mod varmere himmelstrøg.

Nierne møder ind med et selvtillidsboost af de store, efter søndagens imponerende comeback i Ringkøbing. Mod de lokale pokalhelte, der i midtugen op til kampen leverede en fremragende præstation i 120 minutter plus straffespark mod Superliga-mandskabet fra AC Horsens, vendte de røde et truende 3-1 nederlag til uafgjort 3-3. Inden værternes to-måls-føring havde dagens bedste nier, Burana Saenkham, oven i købet chokeret hjemmepublikummet med en tidlig rød føring - i øvrigt i en indledning, hvor de røde gæster var klart bedst. “De ligner da ikke et bundhold”, hørte undertegnede en lokal sidemand udbryde, og dét måtte man give ham ret i! Sjældent har udtrykket hos vores drenge været så energifyldt, og det var generelt en fornøjelse at være vidne til i samtlige 90+ minutter.

Ringkøbing straffede nierne på deres velkendte omstillings-skabeloner, men Nicolai Frederiksen fik fortjent reduceret til 3-2 inden pausen. I 2. halvleg foldede den røde svane sig endnu mere ud, og det var på alle måder fortjent, at Izunna Uzochukwu - med et veludført lob over keeperen - fik udlignet til slutfacit 3-3 mod topholdet. En fremragende rød præstation, som blev understreget af, at cheftræner Nicolai F. Johansen efterfølgende udtrykte skuffelse over, at hans mandskab ikke fik alle tre points med hjem til Fyn. Og han havde ret.

Lørdag gælder det så et helt andet opgør, når Varde kommer på besøg på Gillested Park. Begge hold er placeret i den nedre del af rækken - begge med blot fire points for seks kampe - og har for alvor brug for fuld høst for, at hænge på de øvrige midterhold. Der er tre points op til Brabrand og Hedensted, der aktuelt er lige foran os i bussen, og med Hedensted hjemme i næste weekend og Brabrand ude i Aarhus ugen efter - ja, så er vigtigheden vist skåret ud i pap og bøjet i neon.

Gæsterne har fået et par alvorlige snittere undervejs i sæsonen, men har alligevel formået at hente en livsvigtig sejr hjemme mod Hedensted. Og så fik vestjyderne hentet 1-1 på Campusvej i den seneste runde, og det indikerer alt andet lige kvalitet og fremgang hos udeholdet. Varde er notorisk kendt som et hårdtarbejdende kollektiv, der sidder tæt i duellerne og er stærke i luften. Kombineret med individuelle kvaliteter, så skal man på ingen måde undervurdere gæsterne, der har gjort ondt på de røde mange gange de senere år. Og uanset hvordan vi vender og drejer krystalkuglen, så er der lagt i ovnen til et vildt og voldsomt opgør lørdag eftermiddag.

I forhold til kampen i Ringkøbing må B1909 undvære Jonas Lund og Izunna Uzochukwu, der begge er fraværende af personlige årsager. Til gengæld er Ali og Hussein Al-Rabiey tilbage i truppen efter endt karantæne, ligesom Christian Jørgensen er med igen.

Cheftræner Nicolai F. Johansen har udtaget disse 16 spillere:

Christian Kjer
Ben Pakes
Daniel Winther
Christian Jørgensen
Rune Corfitzen
Marco Bertelsen
Visar Aliti
Emil Thomsen
Burana Saenkham
Jakob Tonnesen
Nicolai Frederiksen
Nickolaj Hardt
Mass Sise
Bekir Demirovic
Ali Al-Rabiey
Hussein Al-Rabiey

Vel mødt!

 

Luk