Menu

Topscoreren tror på sejr

image Her ses De Rødes nøglespiller, Nicolai Frederiksen sammen med sekretær, Henning Brandt Rasmussen fra 09`ernes bestyrelse, efter en tidligere kamp, hvor B1909-topscoreren er blevet kåret som "Kampens spiller", hvilket har udløst en buket blomster.
Jesper Kent Mortensen
06. juni 2025 kl. 05:45
B1909`s topscorer, Nicolai Frederiksen er overbevist om, at De Røde vinder lørdagens vitale opgør mod Kjellerup IF
Vi har sat B1909`s topscorer, Nicolai Frederiksen stævne forud for lørdagens nedrykningsgyser mod Kjellerup IF på 3F Gillested Park.
Føler du et særligt pres forud for lørdagens “Vind eller forsvind” kamp?
"Selvfølgelig er der et pres fordi vi skal vinde, men omvendt, så er det jo de sjoveste kampe at spille og i virkeligheden, så er det derfor vi alle elsker fodbold. Vi lever for de kampe. Personligt ser jeg bare frem til at spille en vigtig og betydningsfuld fodboldkamp - Tre "Vind eller forsvind" kampe."
Det er mit indtryk, at gutterne virkelig tror på en sejr i de sidste to turneringskampe - og en enkelt pokalkamp - er det også tilfældet?
"Ja, det tror jeg oprigtigt alle tror på - inklusive mig selv. Vi er et godt hold og kan med fokus og skarphed vinde de sidste tre kampe - inklusive pokalkampen - i sæsonen."
Hvad er Kjellerup IF for en modstander?
"Kjellerup er et arbejdsomt og disciplineret fodboldhold, som i de fleste tilfælde står meget lavt på banen og forsvarer. Det gør dem til en svær modstander at skabe chancer imod."
Har du et budskab til supporterne på lørdag?
"Jeg håber, at mange vil komme og bakke op om holdet og klubben - selvom vi måske ikke altid har gjort os tjent til det, vi gør hver især, hvad vi kan for holdet og klubben. Vi sætter pris på opbakningen og betyder meget for os. Vi vil kæmpe og gøre alt for, at give dem en god sidste hjemmebanekamp i denne sæson.
Vinder vi lørdagens opgør på 3F Gillested Park? 
"Jeg er sikker på, at vi vinder lørdag - det skal vi - og det gør vi!"
Luk